Inspiration til at blive en bedre fotograf

Her kan du blive inspireret til at tage bedre billeder; finde inspiration til fantastiske foto-locations, uddannelsesmuligheder eller bare få øjnene op for interessante fotografer, fotobøger og artikler

10.11.2024

FOTOFESTIVAL 2024 PÅ GRUNDTVIG HØJSKOLE

Sommer er for mange lig med sol, strand og kolde drikke. For andre er det vandreture, camping og musikfestival. Endelig betyder sommeren for nogle fordybelser og samvær med ligesindede gennem et ophold på én af landets mange højskoler. En fantastisk tradition som går mange år tilbage med dybe rødder i noget af det mest danske vi kan tænke os.

Hvordan kan jeg udvikle mig fotografisk? For at få svaret på dette essentielle spørgsmål, valgte jeg sommeren 2023, at tilmelde mig Grundtvig sommerhøjskole - Fotofestival 2023 i Hillerød.

Da jeg var meget begejstret for fotofestivalen i 2023, valgte jeg igen i år at tilmelde mig sommerkurset på Grundtvigs Højskole, hvor Joachim Adrian var kursusansvarlig for en helt fortræffelig fotofestival.

Og sikken fantastisk oplevelse både i 2023 og 2024. Jeg kan virkelige takke højskolen for at have flyttet mig i mit fotografiske arbejde. Det er en sand symfoni af fotografisk læring, eksperimenteren, nye mennesker og venskaber og en god dialog.

Et stort TAK til Grundtvig sommerhøjskole, Joachim Adrian, Andreas Haubjerg, oplægsholdere, assistenter og ikke mindst medkursister for en MAGISK festivaluge.

Jeg har efterfølgende i dagbogsform beskrevet festivalprogrammet og mine oplevelser.

Ankomst til Grundtvig Højskole

Joachim Adrian byder velkommen

ANKOMST TIL GRUNDTVIG HØJSKOLE

Starten på opholdet, er ankomst søndag eftermiddag hvor aftenens program var introduktion til ugens program, deltagelse i Sankt Hans fejring i parken samt åbning af årets pressefotoudstilling.

Den næste uges tid står den på et festfyrværkeri af fotografisk læring og indtryk fra tidlig morgen til sen aften. Den står på hygge og samvær med andre passionerede fotografer, heraf nogle som jeg kender fra sidste års fotofestival. Her forenes nogle af Danmarks dygtigste fotografer med os andre kursister i et magisk og intenst samvær.

Foruden de mange gode måltider, er morgensamlingen der blæses ind ved Joachims trompet - sådan ”højskolerigtigt” - et fast programpunkt. Ved morgensamlingen synger vi sange fra højskolesangbogen og dertil får vi en række forskelligartede appetitvækkere fra en eller flere af kursets undervisere, kunstnere og assistenter.

En af appetitvækkerne i år var Ann Louise Overgaard Andersens præsentation af et af hendes mange ”installationsværker”.

PROGRAM FOR MANDAG & TIRSDAG

Nu går første-dagens workshops i gang. Ugens workshops er enten hel- eller todagsworkshops. Indholdet er meget varierende afhængigt af oplægsholderne, som i år er Helge Skodvin, Kajsa Guldberg, Tobias Nicolai, Ole Christiansen, Liv Møller Kastrup, Lise Johansson, Kasper Løftgaard, Sille Juline Høgly Petersen, Joachim Adrian, Ragne Kristine Sigmond, Casper Dalhoff, Andreas Haubjerg og Kirstine Autzen. Da jeg ikke kan nå det hele, må jeg vælge den workshop som passer mig bedst eller udfordrer mig mest i min fotografiske udvikling.

På min første workshop vælger jeg, at eksperimentere med Polaroid Transfer teknikken, som er en teknik hvor vi arbejder med at skille polaroid fotos fra hinanden og løfte den ultratynde billedbærende emulsion fra fotografiet over på et stykke fotopapir. Teknikken gav som resultat nogle yderst spændende ”kunstværker”. Workshoppen blev kyndigt vejledt af billedkunstner Sille Juline Høgly Petersen.

Grundtvig Højskoles havde til mandagens aftenprogram booket hollandske Rineke Dijkstra til at komme og holde foredrag med titlen “Mennesket”. Et fantastisk foredrag med en af tidens største fotografer som handler om at tage billeder af mennesker, der på den ene eller anden måde er i forandring.

På min anden workshop, afviklet om tirsdagen, vælge jeg at deltage i workshoppen ”At fotografere mennesker” med Liv Møller Kastrup. På workshoppen tog vi udgangspunkt i spørgsmålet Hvorfor skal netop DU fortælle og fotografere den historie? Svaret er, at vi skal udnytte vores egen nysgerrighed og erfaringer til at lave det mest nærværende portræt- og reportagefotografi.

Rineke Dijkstra foredrag om ”Mennesket”

Kvinden og trappen

ONSDAGENS PROGRAM

Onsdagen formiddagsprogram var helliget to meget spændende indlæg af Sigrid Nygaard og Ditte Haarløv

Sigrid Nygaards præsentation havde titlen ”Det nære fotografi” og omhandlede det nære reportagefotografi og betydningen af dette for den fortællende journalistik. Sigrid Nygaard viste blandt andet billeder fra sit projekt ‘Abortfortællinger’, hvor 10 kvinder fortæller om deres meget forskellige erfaringer med abort.

Med Ditte Haarløvs præsentation ”At møde verden og dig selv” lukkede Ditte os ind i sin kunstneriske proces og viste blandt andet eksempler fra sit prisvindende dokumentariske arbejde ”Maputo diary”.

En af de begivenheder som igen i år var udbytterig for mig var et personligt portefolioreview. Dette foregik onsdag eftermiddag, hvor alle kunne få gennemgået egen foto-portfolio af en række dygtige fotografer og kunstnere. Jeg havde aftalt gennemgang med Lærke Posselt & Stinus Duch og modtog virkelig konstruktiv feedback på mine præsenterede fotos.

Onsdag eftermiddag var vi i den hyggelige Slotsbiograf og se en særvisning af den anmelderroste og prisvindende dokumentar om fotografiets historie: ”And the King said, what a fantastic Machine”.

Og så blev det tid til Fotografi under åben sommerhimmel med Showcases af nye DISKO Bay udgivelser. Vi blev præsenteret for tre spændende udgivelser af Barbara Marstrand – Still Life of Teenagers, Henriette Sabroe Ebbesen - Self Reflection og Anne Lass – Triple seven.

OG SÅ BLEV DET TORSDAG

Torsdag morgen begynder jeg på workshoppen med Lise Johansson: I grænselandet mellem det velkendte og fremmede: ’Das unheimliche’ i fotokunsten. Med denne workshop skulle vi eksperimentere med at skabe billeder, der leger med skala og perspektiv, som samtidigt formår at bevare mystikken mellem det naturlige og det konstruerede.

En hel fantastisk oplevelse. Workshoppen sluttede fredag ved middagstid efter at vi havde gennemgået alle workshop kursisternes billeder.

Torsdag aften var otte kursister, på ”scenen” med deres portfolio præsentationer. Gennemgangen skete ved nu tidligere billedchef på Politikken Thomas Borberg, Martin Burbandt og tidligere underviser på Fatamorgana, nu selvstændig fotograf og underviser, Mette Frandsen. Disse tre fotografer har virkelig lært mig hvad god fotokritik kan udgøre.

Martin Burbandt giver fotokritik

Unheimlich

TRADITIONSRIGE FREDAG

Fredag eftermiddag foregik den traditionsrige fotomarathon: “Kampen om det gyldne kamera.” Fotografiets umiddelbare natur testes i denne hæsblæsende fotomarathon, hvor teknik og personligt udtryk udfordres af fotografiets tiltrækning af held. Kreativiteten sættes fri ved hjælp af begrænsninger og rammer. På tid blev vi kastet ud i en fotojagt med bundne opgaver.

Fredag aften stod den på finaleshow fra fotomarathon, afslutningsmiddag og muntre indslag.

Hjemrejse lørdag formiddag

Så blev det afslutning på en skøn uge fyldt med nærvær, fordybelse og fotografiske udfordringer, Ikke mindst gennem billeder og mødet med mennesker.

Endnu engang et stort TAK til Grundtvig sommerhøjskole.

17.02.2023

Tag bedre feriebilleder på rejsen

Kender du følelsen af at vise dine rejsebillederne frem for at opdage, at de ikke helt gengiver de rejseeventyr, du lige har oplevet? Billederne ser måske lidt triste ud, er lidt uskarpe eller mangler et fokuspunkt.
Det tror jeg at vi er mange der gør!
Her får du nogle af de tips, der har hjulpet mig til at skabe flottere rejsebilleder.

Lær dit kamera at kende

Vær fortrolig med dit kamera. Du behøver ikke kende alle indstillingsmuligheder i dit kamera, du kan få glimrende fotos ved at sætte det på automatik.
På mange digitale kameraer findes der en ”programautomatik” indstilling - ikke at forveksle med "auto" som indstiller lukkertid og blænde så der opnås optimal eksponering. Den anbefales til snapshots og andre situationer, hvor der ikke er meget tid til at justere kameraindstillingerne
Du bør dog alligevel bruge lidt tid på betjeningsvejledningen og vælge nogle manuelle muligheder ud. Det er en stor fordel at kende til forholdet mellem blænde og dybdeskarphed. Skal både personen i forgrunden og bygningen i baggrunden være skarpt? Eller er det kun personen?

Fortæl den vigtige historie

Gode rejsebilleder fortæller en historie til beskueren og især hvis de viser nye og overraskende elementer. Næsten alle elsker at fortælle en historie og dermed indvie andre i, hvad vi har oplevet, set og erfaret. Det er dér at fotografierne for alvor kommer til sin ret. Og især hvis vi formår at udtrykke de historier, vi har oplevet. Og det gør vi, når vi giver vores rejsebilleder indhold, karakter og perspektiv. Ofte oplever jeg at ideerne og dermed rejsefortællingen udvikler sig efterhånden som jeg arbejder med motivet.

Flotte farverige Victoria Street Edinburgh

Victoria Street Edinburgh

Local life in Trinidad Cuba

Local life in Trinidad Cuba

Skab dybde i billedet

Har du prøvet at tage billeder udover et smukt bjerglandskab og bagefter oplevet, at billederne er blevet kedelige at se på? Det er måske fordi, billedet mangler et fokuspunkt, der kan fortælle beskueren, hvad han/hun skal se på. Ved at tage billeder, hvor der er en forgrund, en midte og en baggrund, hjælper du den, der ser billedet, med at forstå motivet og hvad der er vigtigt for billedets historie.
• Forgrunden på et bjerglandskab kan f.eks. være en sten eller klipper
• Midten kan f.eks. være en dal eller en sø
• Baggrunden kan være bjergene i horisonten.

Fokusér på øjnene

Fokus er et værktøj, som bruges til at fremme billedets budskab. Fokus er populært sagt den del af billedet, der bliver skarpt. At fokusere betyder at stille skarpt.
Billeder af mennesker er mest udtryksfulde, når du ser øjnene klart og tydeligt. Du bør derfor altid fokusere på øjnene. Det gøres bedst ved aktivt at bruge dine fokuspunkter i dit kamera! Fokuspunkter lader dig vælge, hvad dit kamera skal fokusere på - i dette tilfælde øjnene, i stedet for at dit kamera beslutter for dig.
Når du vil tage et nærbillede af en person, så sørg for at bruge dine fokuspunkter og vælg fokuspunktet på øjnene eller for at være mere specifik, så prøv altid at sætte dit fokuspunkt lige mellem øjnene. Med øjnene i fokus, vil du vil få det vigtigste i billedet til, at stå knivskarpt og dermed trække beskueren ind i fotografiet.

Tag bestik af rejsesituationen

Hvis du rejser sammen med flere kan det være noget af en udfordring at få taget de billeder, du ønsker at tage.
Jeg oplevede før i tiden at det ofte var mig der sakkede bagud i gruppen, fordi jeg havde fundet et godt motiv og lige skulle indfange det fra forskellige vinkler.
I stedet for at sakke bagud hele tiden og stresse fordi jeg ville det hele på en gang begyndte jeg at tage billeder på ”kontinuerlig eksponering” med op til 6 billeder per sekund og indstille kameraet på ”programautomatik”, med mulighed for hurtigt at ændre blænde og lukkertid.

Fotografer om muligt i råformat

De fleste digitalkameraer herunder de bedre smartphones kan gemme billeder i forskellige formater. Hvis du vælger at indstille dit kamera til at gemme billederne i råformat eksempelvis som RAW billeder, får du en billedfil, der indeholder alle billedets data. Det betyder, at du får mulighed for at redigere dine billeder og trække detaljer frem, som en almindelig jpg fil ikke kan vise.

Udnyt lys og vejr

Når du tager billeder, er der nogle ting du skal fokusere på, som kan have stor betydning for det samlede resultat af billedet. En af de ting er blandt andet lyset.
Lyset og vejret har stor betydning i forhold til hvordan billedet bliver, eksempelvis hvilken type lys der er, hvor stærkt det er og hvilken retning det kommer fra. Tager du eksempelvis billeder medens solen står højest på himlen vil du opleve at billederne ofte bliver udtryksløse, matte eller overbelyste.
Henunder eftermiddagen og aftenen bliver skyggerne længere og mørkere, og billederne vil få en anden stemning. Overskyede dage giver til gengæld færre skygger og mere ensartet belysning.

Rød brandhane Færøerne

Rød brandhane Færøerne

Sunset Greenland

Sunset Greenland

Tag billederne fra forskellige vinkler

Selvom der nok er zoom på dit kamera, så giver det god mening at bevæge dig rundt om det, du vil fotografere. Tag billederne fra forskellige vinkler og prøv forskellige vinkler af. Du vil blive overrasket over at opdage, hvordan motiverne vil se ud fra vinkler, du normalt ikke ser tingene fra. Og prøv så at gå lidt ned i knæ!

Komponer dit billede

At finde elementer som kan give billedet en naturlig ramme er et godt greb, du kan bruge til at give billedet et ekstra pift. At ramme et foto ind ved kompositionen er en effektiv måde at sikre at beskueren ser hvad du gerne vil at han/hun bør have fokus på og ikke lader sig distrahere af ”baggrundsstøj”
Når du tager et billede, træffer du en række valg omkring kompositionen af dit motiv. At indramme dit motiv med eksempelvis trægrene, en åben dør eller port eller lignende kendetegner en god komposition og er med til at lede øjet hen til hovedmotivet.

Rediger dine billeder

Ved nogle billeder, kan det gøre underværker, hvis du redigerer dine billeder. Her behøver det ikke nødvendigvis at være en voldsom redigering, men en smule beskæring eller kontrast her og der, kan have en kæmpe indflydelse på billedets kvalitet. Korrekt beskæring af billeder er en vigtig proces. Ofte kan man ved at beskære billedet kraftigt finde et nyt og måske mere interessant billede i billedet. Og her behøver du ikke nødvendigvis at indkøbe et redigeringsprogram til flere tusinde kroner. Du kan eksempelvis starte med de programmer der er gratis.

17.10.2022

I Ansels fodspor

I 2016 havde jeg fornøjelsen at rejse rundt i det vestlige USA og besøge en lang række nationalparker herunder Yosemite National Park. Jeg fik taget en masse billeder og hjemme igen glædede jeg mig, som altid efter rejser, til at redigere billederne i mit Lightroom program. Jeg fik ved sortering af billederne hurtigt øjnene op for at jeg havde fået taget nogle ret gode billeder af bjergformationerne med mit 24mm f/1.8 Nikkor objektiv. Det gik op for mig at jeg ubevidst var gået i Ansel Adams fodspor og i en vis grad taget billeder af de samme motiver. Det var derfor nærliggende at konvertere disse fotos til sort/hvide billeder. I al beskedenhed synes jeg faktisk at der er flere vellykkede sort/hvide fotos som egner sig som plakat, fotolærred eller galleritryk. Bedøm selv ved at gå ind under BILLEDER og galleriet ”Sort/Hvid”.

Ansel Adams var en amerikansk fotograf, der især er kendt for sine fremragende og meget gennemarbejdede sort/hvide naturfotos fra Sierra Nevada-bjergene i det vestlige USA med Yosemite National Park, beliggende i den østlige-centrale del af Californien. Ansel Adams er forfatter til et antal bøger om fotografi. Har du lyst til at kende mere til Ansel Adams og hans fotografier kan jeg anbefale bogen ”Ansel Adams’ Yosemite” eller ”Ansel Adams: Classic Images”.

Ansel Adams Yosemite

Bogen Ansel Adams’ Yosemite

Art, Creativity, Photography, Nature & Life

14.10.2022 opdateret 17.01.2024

Fotobøger som jeg kan anbefale

Michael Freemans Photo School STREET

Black & White Photography FIELD GUIDE af Michael Freeman

The Essence of Photography af Bruce Barnbaum

The Art of Digital Photography af John Hedgecoe

The Art of Landscape Photography af Mark Bauer & Ross Hoddinott

More Than a Rock af Guy Tal

08.10.2022

Nulevende fotografer som jeg værdsætter

Guy Tal https://guytal.com/

Joe McNally https://joemcnally.com/

Mads Peter Iversen https://www.mpiphoto.dk

Tine Harden https://imagebyheart.com/fotograf/tine-harden/

Søren Solkær https://sorensolkaer.com/

Helga Theilgaard https://www.helgatheilgaard.com/

Landskabsfotograf

Nulevende fotografer